Få ideer til nogle smagfulde retter, brød og søde ting med tang på denne side! Send gerne netop dine opskrifter med tang til os, så deler vi dem så alle kan få en dejlig smagsoplevelse! Gode fiskeopskrifter er også meget velkomne! Velbekomme!

Tang grissini

2½ dl lunkent vand
50 g gær
1 tsk fint salt
1 tsk granuleret sukkertang
1 tsk granuleret blæretang
1 dl olivenolie eller anden olie
500 g hvedemel
Lidt mælk til pensling

Opløs gæren i lunkent vand i en skål, tilsæt salt, tang granulat og olie. Ælt melet i lidt efter lidt, ælt til den er glat og smidig. Dryp lidt olie på dejen og læg den tildækket i en skål på køkkenbordet. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Slå dejen ned og del den i to, læg den ene del på køl. Rul det andet ud på let meldrysset bord i en firkant på 20×30 cm. Skær den i to stykker på langs, og skær stænger ud på tværs ca 2 cm brede.

Tril et stykke mellem hænderne, læg den på bordet og anbring begge hænder med spredte fingre på dejen. Tril pølsen frem og tilbage, mens du bevæger fingrene fra midten og ud mod enderne, så den bliver strakt til ca. 25 cm. Læg den på bageplade med bagepapir på, og fortsæt med resten, de kan godt ligge lidt tæt, men husk at de hæver op. Lad grissinierne efterhæve 10 min. Pensl med mælk og bag dem ved 220 °C i 15-18 minutter, eller til de er gyldne.

Form de næste, mens de første bager, og læg dem efterhånden på bagepapir.

Tangchips af sukkertang

Tangchips af sukkertang

Foto af Omø Tang

Lav tangchips til pynt på forretten eller til at blande med dine øvrige chips.

  • 20 g tørret sukkertang
  • Olie (1 spsk.)

Den tørrede tang  vendes i en skål med 1 spsk. olie (evt med chili eller andre krydderier i), bredes ud i et ildfast fad som sættes i ovnen 10 min ved 150 °C.

Tang-Lakrids

10 g tørret sukkertang brækket i mindre stykker
1 tsk smagsneutral olie
1 tsk lakridspulver

Samme fremgangsmåde som tangchips, men efter olien er blandet i, drysses lakridspulver i.

Holdbar i lufttæt beholder i lang tid.

Tang panering til fisk

Foto Helene Gerup

1 dl rasp
½ tsk sukkertang granulat
½ tsk fint salt
1 knsp peber

Bruges istedet for almindelig panering på fisken. Giver ekstra god smag.

Tangsmør

Foto Helene Gerup

Ikke at forveksle med tandsmør – men det kan det hurtigt blive til, for det smager helt fantastisk!

100 g blødt smør
1 tsk sukkertang granulat

Røres godt sammen. Giver det fineste grønne smør med umamismag. Smager skønt som tilbehør, eller som almindeligt smør på brød.

Sortøjebønnesalat med sukkertang

Foto af Omø Tang

  • 100 g sortøjebønner
  • ½ l grøntsagsbouillon
  • 1 fed hvidløg
  • 1 kvist timian
  • 1 laurbærblad
  • 10 g tørret sukkertang

Marinade af:

  • 1 spsk eddike
  • 3 spsk olie
  • ½ tsk salt
  • peber

Bønnerne udblødes natten over, eller fra morgen til aften. Vandet hældes fra og bønnerne koges i bouillon med hvidløg, timian og laurbærblad i ca. 30 min.

Sukkertangen blødes op i koldt vand et øjeblik, og skæres i små stykker. Overhældes med kogende vand bagefter. Vandet hældes fra, og tangen vendes med bønner og marinade.

Chocolate chip cookies med tang

Foto af Vibeke Nørgaard Pedersen

  • 75 g smør
  • 100 g sukker
  • 50 g brun farin
  • 1 æg

piskes grundigt sammen

  • 150 g mel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1/2 tsk natron (el mindre)
  • 1/2 tsk fint salt
  • 2 tsk sukkertang granulat

blandes og vendes i

  • 100 g grofthakket mørk chokolade
  • 50 g grofthakkede hasselnødder

vendes i dejen.

Nok til ca 24 stk. – hvis man gerne vil have dem “the American way”.

Bages ved 175 °C (varmluft) i 10 min.

Brød uden mel

Brød uden mel.

Foto af Vibeke Nørgaard Pedersen

  • 100 g hørfrø
  • 150 g græskarkerner
  • 100 g sesamfrø
  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g grofthakkede mandler
  • 100 g grofthakkede hasselnødder
  • 1/2 dl olie
  • 1-2 tsk salt
  • blæretang granulat
  • 5 æg
  • 150 g revet lagret ost

Det hele blandes sammen og bages i en rugbrødsform ved 175 °C varmluft i 65 min.

Brød med øl og blæretang

Brød m. øl og tang

Foto af Falconi Mare ApS

  • 500 g hvedemel
  • 25 g gær
  • 2 tsk blæretang granulat
  • 1 øl
  • 1 tsk. sukker
  • 2 tsk fint havsalt
  • 3 sk jomfruolie
  • 15 stk. knuste hasselnødder (eller mandler)
  • lidt mælk

Knus nødderne, bland dem med blæretangen og tilsæt lidt øl, bland igennem og lad det stå og hvile.
Bland ca. 450 g mel med salt. Opvarm lidt mælk til den er lun, tilsæt 1 tsk. sukker, tilsæt gær og opløs.
Bland nøddeblanding og mel godt igennem. Tilsæt 3 sk. jomfruolie, lidt øl og gæropløsningen og ælt igennem, – dejen skal være blød og gerne lidt klisteret.
Drys lidt mel på en bradepande, slå dejen ud til et brød og lad den hæve igen.

Herefter bages v. 180ºC varmluft i 30-35minutter, – til skorpen er gylden.

Tip: vil man have et lidt sødere brød kan man bruge hvedeøl, mens en mørk øl giver brødet mere ”krop” og farve..

Oksefrikadeller med tang

Oksefrikadeller med tang.

Foto af Falconi Mare ApS

  • 500 g hakket oksefars
  • 1 æg
  • ½ dl havregryn
  • ½ dl vand
  • 1 fed knust hvidløg
  • 2 tsk spidskommen
  • 2 tsk tørret knust tang
  • ½ tsk salt og friskkværnet peber
  • Lidt olie og smør til stegning.

Bland farsen og lad den trække i ca. ½ time på køl. Formes til små frikadeller, og steges på panden. Kan også bages/steges i ovnen på 200 °C i ca. 30 min.

Laksetærte med spinat

Laksetærte med tang

Foto af Falconi Mare ApS

Tærtebund:

  • ½ dl olie
  • 50 g smør
  • 2½ dl hvedemel
  • ½ dl grahamsmel/groft mel
  • ½ dl koldt vand
  • ½ tsk salt

Fedtstof og mel blandes sammen, og vand med salt blandes i. Dejen lægges i køleskab ½ times tid.
Dejen udrulles/presses ud i en smurt tærteform, og forbages i 12 min v. 200 °C.

Fyld:

  • 400 g spinat
  • 20 g smør
  • 1 fed hvidløg
  • 150 g laks
  • 1 tsk tørret og granuleret blæretang
  • 1 tsk salt
  • 3 æg
  • 2 dl syrnet mælkeprodukt
  • 100 g revet ost (mozzarella, havarti)

Smelt smørret i en gryde og læg de skyllede spinatblade i. Varm dem igennem til de er faldet sammen. Pres hvidløget og rør det i spinaten. Fordel det på den forbagte tærtebund. Skær laksen i mindre stykker og læg den oven på spinaten, hvorefter blæretangen drysses henover. Mælk, æg, ost og salt piskes sammen og hældes over fyldet.

Bag tærten ved 200 grader i en halv time.

Brownies med tang

Brownie with seaweed

Foto af Eta Albihn

  • 300 g sukker
  • 6 æg
  • 250 g blødt smør
  • 1 dl olie
  • 2 spsk stærk kaffe
  • 200 g mel
  • 2 dl kakao
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 tsk blæretang granulat
  • 200 g hasselnødder (evt. mandler)

Pisk sukker og æg til en luftig masse, og rør smør, kaffe og olie i. Mel og de tørre ingredienser blandes. Sigtes og foldes i med dejskraber. Grofthakkede nødder vendes i til sidst.

Skrab dejen over i en bradepande med bagepapir, og bag kagen i ca. 20 min. ved 175 °C. Lad kagen køle af og vend den ud, og skær i små firkanter. God med crème fraîche og mørke bær.

Tzatziki med tang

  • ½ l. græsk yoghurt
  • 2 agurker (fint revet og afdryppet/presset)
  • 5 g tørret hel sukkertang
  • 2-3 fed presset hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • salt/peber

Sukkertangen blødes op i koldt vand et par minutter. Overhældes med kogende vand, afdryppes og afkøles. Snittes i fine strimler, og røres sammen med resten af ingredienserne, og smages til med salt og peber.

Rugbrød  med blæretang

Det skal du bruge:

  • 300 g surdej
  • 8 dl vand
  • 1 tsk. salt
  • 650 g rugmel
  • 350 g hvedemel
  • 3 dl mørk øl
  • 300 g havregryn
  • 1 spsk. honning
  • 1 spsk. mørk farin
  • 2 tsk. granuleret blæretang

1. dag

Surdej, vand og salt røres sammen, rug- og hvedemel tilsættes og der røres grundigt.

Dejen stilles til hævning natten over.

2. dag

Øl røres i dejen sammen med honning og farin, havregryn tilsættes sammen med blæretangen.

Dejen fordeles i to forme, dækkes til sættes til at hæve i 5-7 timer.

Efterhævning sættes formene i ovn ved 190 grader i 25 minutter

Derefter skrues ned til 150 grader, og der bages i 90 minutter.

Efter bagning skal brødene hvile under et fugtigt klæde i 8 timer, inden der skæres.

Mørbrad i ovn med sukkertang

Ingredienser

  • 2 pæne mørbrader
  • 250 g cherrytomater
  • 2 store løg
  • 250 g champignon
  • 300 g krydrede pølser (brunchpølser)
  • ¼ l piskefløde
  • 2 plader tørret sukkertang (10-15 gram)

Fremgangsmåde

Tomaterne skæres i halve og sukkertangen brækkes, klippes eller skæres i små flager.

Mørbraderne afpudses for sener og fedt, gnides med salt og peber og drysses med paprika. De brunes ved høj varme på alle sider på stegepanden. De skæres i tykke skiver og lægges i bunden af en bradepande eller et ildfast fad sammen med de overskårne tomater. Det overhældes med stegefedtet fra stegepanden.

Det ildfaste fad stilles i en forvarmet ovn ved 200 grader og steges i 35 minutter.

Løgene hakkes groft og steges på pande sammen med bacon og champignon. Efter 10 minutter tilsættes pølser, skåret i skiver, og efter fem minutter tages panden af komfuret. Ovnen åbnes og løg, champignon, bacon og pølser hældes i bradepanden/det ildfaste fad, og stegningen fortsættes. Fem minutter før stegetiden er gået, tilsættes sukkertangen.

Retten serveres med ris eller kartoffelmos.

_

Andre tang tips:

  • Drys tang granulat på din fisk, både i ovnen og på stegepanden. ½-1 tsk. til fire personer.
  • Læg et lag af sukkertang blade i din lasagne.
  • Knæk nogle tørrede sukkertang stykker i din suppe lige før servering.
  • Tang smager også fantastisk på pizza, både hel og granuleret.